ikke nok med at digtet i sig selv er smukt, så sendte min.. kæreste, ekskæreste, ven et eller andet det til mig. og jeg begyndte at tude. han er sød og forstående, men gud hvor kan jeg blive sur på ham. men det er det værd. alle mine irritationer og sådanne, de er alt det værd. jeg vil hellere leve resten af levet som en sur kælling men være sammen med ham, end jeg vil være glad og leve uden ham. ikke at det hænger sådan sammen, det er kun rent hypotetisk. selvfølgelig.
i dag løber vores aftale desuden ud. for mit vedkommende. han skulle holde sig fra dårlige ting i 1,5 uge, mens jeg holdt mig fra selvskade i en uge. heldigvis er jeg færdig med den aftale nu. for jeg kan ikke holde det ud længere. jeg er simpelthen nød til at skade mig selv for at overleve bare en lille smule. jeg ved, det er dumt. jeg ved, det tager overhånd, og jeg ved, at det er dejligst, hvis min hud er intakt, men nu er det ligesom for sent. så hvorfor ikke bare fortsætte? det irriterer mig, at jeg begyndte, men det gjorde jeg, og jeg kan ikke spole tiden tilbage. og hvis jeg selvskader ret ofte, så er jeg fri for hovedpine, og det er rart. jeg hader hovedpine.
jeg ved ikke rigtig hvad min pointe var med det her indlæg. der er jo alligevel ikke nogen, der læser med. det tror jeg da ikke i hvert fald. og nu bliver jeg paranoid, hallelujah. jeg elsker at være syg :))))
jeg er stadig en modsætning af mig selv
Ingen kommentarer:
Send en kommentar